Ude godt, ude bedst!
— UDEKVINDE MED INDEVENINDER —
Jeg hedder Anna og jeg vil gerne dele min glæde ved naturen med dig!
Jeg vil gerne invitere dig og andre kvinder ud i naturen - på sanketure, vandreture, svampeture, sanseture, overnatninger og kunstneriske eventyr.
Jeg er nemlig en vaskeægte naturkvinde, som elsker at være udendørs i (næsten) alt slags vejr og på alle tider af året. Jeg har dyrket naturen og dens hemmeligheder fra barnsben, hvor jeg brugte store mængder af tid på at gå på opdagelse i den nærliggende natur. Som voksen er interessen kun blevet større og den har ledt mig til flere års beskæftigelse som højskolelærer i udeliv. Den har også bragt mig på mange ture ud i naturen - vandreture, cykelture, overnatninger i det fri og wild camping som ferieaktiviteter.
Jeg har dog det ene problem, at jeg næsten altid må gøre det på egen hånd. Jeg har nemlig ingen veninder i nærheden af hvor jeg bor, som gider med ud i telte og shelters og at lugte lidt af bål. Så jeg må altid alene afsted.
Jeg nyder bestemt alenetiden og stilheden - men det er nu også dejligt at dele det med nogle som er akkurat lige så begejstrede for naturen, som mig selv!
Derfor vil jeg gerne dele mine færdigheder indenfor naturformidling og udeliv med dig, som også mangler nogle udelivsagtige veninder, der kan lide jord under neglene, ømme ben og uglet hår med bållugt.

Du er klar til dit næste eventyr
— DU BEHØVER INGEN FÆRDIGHEDER FOR AT VÆRE MED —

Udeliv kun for kvinder, fordi:
Det er dejligt, som kvinde at indgå i kvinde-fællesskaber. Jeg fandt på Naturvejlederuddannelsen, hvor der var en høj andel af kvinder, et interessefællesskab hvor jeg følte mig tryg og ligestillet. I det fællesskab fik vi talt om, at vi tidligere i livet havde haft tendens til at holde os tilbage når der skulle ordnes opgaver som at tænde bål, sætte ly op, hugge brænde og binde knob. Det blev automatisk til en opgave for mændene.
Det var ting som vi alle sammen var interesserede i at lære og synes er sjove opgaver, men vi endte som oftest med at hakke grøntsager til bålsuppen.
Det gælder naturligvis ikke alle kvinder, at der opstår den slags forbehold for egne evner, når mænd er tilstede. Men hos de kvinder jeg har talt om det med, er der bred enighed om fænomenet.
Det skal være et sted hvor du som kvinde kan fejle, lære og dele erfaringer i et fællesskab hvor du ikke tænker over, om en mand nu ville gøre det bedre end dig selv eller om du er lækker imens du gør det.
Derfor er mænd ikke inviteret til lige de her ture, selvom de er søde mennesker! De må lige lave noget andet den dag.


